Tag Archive for 'usikkerhed'

Forstå din meningsmåling – helt

Folketingsvalget nærmer sig, og det samme gør en lavine af meningsmålinger. DRs Detektor har i den anledning produceret en videoguide, som præsenteres under overskriften Undgå at blive narret af en meningsmåling.

Picture1 detektor

Videoen (og den forklarende tekst på DR’s site) giver en på mange måder udmærket pædagogisk introduktion til fænomenet, som så mange af os elsker at hade. Men den fortæller ikke hele historien, og dermed risikerer man faktisk – paradoksalt – at blive narret af en meningsmåling. Hvis man altså tager DR’s forklaringer for pålydende.

Det er jo en skam – og helt sikkert ikke meningen. Men hvad er problemet da? Jo, DR skriver: “Spørger man cirka 1.000 personer, når man et resultat med en usikkerhed på blot to til tre procent”. Sådan! Det er jo dejligt at vide som læser. Det er bare ikke hele historien.

Det, vi ikke får at vide, er, at usikkerheden på blot 2-3 procentpoint (ja, det er faktisk procentpoint. Det skulle der have stået på DR’s site) er under forudsætning af, at man anvender et 95 procents konfidensniveau. Er det nu så vigtigt med konfidensniveauet? Ja, det er det faktisk. For det betyder, at der er en kalkuleret risiko for, at man tager fejl. At tage fejl betyder her, at meningsmålingen viser MERE end 2-3 procentpoint forkert. Og denne risiko fortæller DR ikke noget om.

Faktisk tager man fejl 1 ud af 20 gange, når man anvender et 95 procents konfidensniveau. Altså i 1 ud af 20 målinger. Den risiko lever de fleste af os nok fint med i det daglige. Også undertegnede. Men vil du forstå din meningsmåling, skal du vide, at der altid er en (lille) risiko for, at meningsmålingen viser mere end de ellers anførte maksimale 2-3 procentpoint forkert.

Den gode nyhed er, at du faktisk kan gøre noget ved det. Du kan nemlig lade være med at stole blindt på enkeltmålinger og i stedet sætte din lid til gennemsnit af mange aktuelle målinger. Tjek fx Berlingske Barometer  eller Ritzau Indeks. Her er risikoen for at tage fejl meget mindre end ved enkeltmålinger.

To skridt frem – og tre tilbage

Nogen burde kortlægge omfanget af ikke-historier baseret på meningsmålinger. Den seneste uge bød på et par af slagsen:

Thorning haler ind på oppositionen i ny meningsmåling

S efter god meningsmåling: »Danskerne kan godt se, at statsministeren har ret«

Overskrifterne baserer sig på en ny måling fra Voxmeter, som tilsyneladende viser, at Socialdemokraterne er gået frem fra 20,6 procent (Voxmeter-måling kort før jul) til 22,6 procent af stemmerne.

De danske netmedier er blevet bedre til at oplyse om den statistiske usikkerhed, når de skriver om meningsmålinger. Det har Erik Gahner Larsen (m.fl.) for nylig dokumenteret. Usikkerheden oplyses da også i de to nævnte  artikler. I førstnævnte artikel, som stammer fra Ritzau, får vi således at vide, at Bevægelserne ligger dog inden for målingens usikkerhed, som kan være op til 2,9 procentpoint for de største partier. Yes, det er korrekt. Bevægelserne ligger inden for målingens usikkerhed. Tjek selv efter her. Det er jo fint, at journalisten er opmærksom på problemet – og åbent og ærligt oplyser læseren om det. Vi får også at vide, hvor mange der har svaret, at undersøgelsen er repræsentativ, og hvornår den er gennemført. To skridt frem. Men æh …, når bevægelserne ligger inden for den statistiske usikkerhed, så ved vi ikke, om Thorning faktisk haler ind på oppositionen i den nye måling. Altså når målingen generaliseres til befolkningen. Der er således ikke belæg for rubrikken og vinklen.

Dette faktum afholder imidlertid ikke Ritzau fra at lave den – naturlige – opfølgende historie, hvor årsagsforklaringen køres i stilling: Fremgangen skyldes – ifølge Socialdemokraternes Magnus Heunicke – nytårstalen og de første synlige effekter af Socialdemokraternes lange seje træk. Også her oplyses om den statistiske usikkerhed, men konsekvensen drages ikke. Det er ikke kun undertegnede, som har studset over dette.

Lad os for en kort bemærkning dvæle ved Socialdemokraternes seneste målinger:

Voxmeter YouGov Gallup Voxmeter Rambøll Voxmeter YouGov Voxmeter Voxmeter
02-dec 03-dec 06-dec 09-dec 13-dec 15-dec 17-dec 22-dec 07-jan
19,9 18,5 23,1 20,6 21,3 20,2 19 20,6 22,6

Som man kan se, går det lidt op og ned med målingerne. Der er ikke rigtig noget mønster eller nogen ensartet udvikling, og næsten alle målingerne ligger så tæt, at det er inden for den statistiske usikkerhed. Tager man målingerne for pålydende, kan man lave historierne om Socialdemokraternes fald og stigning og fald og stigning og fald og fald og stigning og stigning. Det er meningsløst, men man kan gøre det. Med udokumenterede vinkler, afledte politiske kommentarer og postulerede årsagsforklaringer. Med korrekte informationer, men forkerte konklusioner. Det er to skridt frem og tre tilbage.

Mindst 11.000 studerende i bolignød – eller hvad?

I dag kunne man på Politiken.dk læse, at Mindst 11.000 studerende er i bolignød. Forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Erichsen, udtalte belejligt, at det kom bag på hende, at så stor en gruppe studerende er de facto hjemløse. Det kom da også bag på undertegnede – og sikkert på mange andre overraskede læsere.

Historien bygger på en undersøgelse foretaget af TNS Gallup for – ja, Nordea såmænd. Gallup har i undersøgelsen fået svar fra 490 studerende i alderen 18 til 29 år.

Ud af de 490 studerende, har 1% – eller 4-5 personer – oplyst, at de ikke har nogen permanent adresse. Derudover har yderligere 3% (omtrent 14-15 personer) oplyst, at de bor til fremleje. Smag lige på tallene et øjeblik: 1% uden permanent adresse og 3% til fremleje. Nu er det at bo til fremleje efter mine begreber ikke det samme, som at være de facto hjemløs eller at være i bolignød, men lad nu det ligge. Der er andre og mere væsentlige problemer ved historien.

Problem 1

Det er en – relativt – kendt sag, at den statistiske usikkerhed er relativt (forholdsmæssigt) stor ved små andele. En andel på 1% må siges at være en lille andel. Det samme gælder en andel på 3%. Alarmklokkerne burde derfor nok ringe, når man generaliserer fra undersøgelsen og til samtlige danske studerende på videregående uddannelser. Som man gør, når man skønner, at 11.000 studerende befinder sig i bolignød.

Men hvad er usikkerheden på tallene egentlig? En hurtig beregning på andelen på 1% uden permanent adresse viser, at konfidensintervallet (ved et 95% sikkerhedsniveau) ligger mellem 0,1-1,9 procent. Vi ved med andre ord ganske lidt om omfanget af problemet hos danske studerende som sådan. Det kan således være helt ned til 0,1%. Det er derfor også gætværk, når man konkluderer, at problemet tilsyneladende er dobbelt så stort som i Sverige, hvor man har lavet en lignende undersøgelse. Og det er gætværk, når man skønner, at 11.000 danske studerende er “ramt”.

Intet sted i artiklen forholder man sig til denne betydelige usikkerhed, som i sig selv er ødelæggende for vinklen.

Problem 2

Et andet grundlæggende problem er, at man i artiklen tager for givet, at en studerende uden permanent adresse er i bolignød. Det er bestemt ikke givet. Retfærdigvis skal det siges, at artiklen citerer uddannelsesøkonom, Mie Dalskov Pihl,  for den ret ædruelige indvending, at manglende fast bolig (for et fåtal af studerende) kan skyldes helt almindelige ting som hjemkomst fra udlandsophold, at man er gået fra kæresten eller lige har skiftet studieby. Det ville med andre ord være mærkeligt, hvis undersøgelsen ikke havde vist en lille gruppe uden fast bopæl.

Men når man nu har en kilde, som faktisk leverer den logiske og gode forklaring, hvorfor negligerer man det så fuldstændig i rubrikken og underrubrikken, og lader Nordeas forbrugerøkonom levere sine gætterier uimodsagt?

Det er meget muligt, at der rundt om i landet er problemer med at skaffe boliger nok til vores studerende. Og lad os da endelig tage den debat. Men lad os gøre det på et sagligt grundlag.

Karakterer til ministrene

Ministerholdet er – som det efterhånden er sædvane op til jul – blevet bedømt af den danske befolkning i to offentliggjorte meningsmålinger; den ene for Jyllands-Posten; den anden for Ugebrevet A4.

Repræsentative udsnit af befolkningen har givet ministrene karakterer på forskellige skalaer, og de to undersøgelser kommer frem til nogenlunde enslydende resultater: Margrethe Vestager er topscorer fulgt af Mette Frederiksen og Bjarne Corydon; Carsten Hansen og Ole Sohn som bundskraberne.

Men hvad med den statistiske usikkerhed? Den forbigås i tavshed i mediernes hovedartikler, men betyder den egentlig noget for konklusionerne, og hvordan beregner man den overhovedet?

Lad os starte med metoden. Da der er tale om karaktergennemsnit (i modsætning til andele af vælgertilslutning ved de allestedsnærværende politiske meningsmålinger), kan man IKKE bruge de to beregningsmodeller, som er tilgængelige på denne blog. Grunden er denne: Når man beregner statistisk usikkerhed (konfidensintervaller) for gennemsnitsmål, skal man tage højde for det, der i fagterminologien hedder standardafvigelsen. Til hver enkelt ministers beregnede karaktergennemsnit knytter der sig en standardafvigelse. Populært sagt er standardafvigelsen et tal, der udtrykker, hvor tæt de afgivne karakterer til en minister ligger på vedkommendes gennemsnit. Det kan variere meget. Et gennemsnit på 5 kan fremkomme ved, at alle faktisk giver karakteren 5. Men det kan også fremkomme ved, at halvdelen giver karakteren 1, og resten giver karakteren 9. Jo tættere de enkelte karakterer ligger på gennemsnittet, jo mindre er standardafvigelsen, og jo mindre er også den statistiske usikkerhed, når man generaliserer målingen til hele befolkningen.

Vil du se medierne efter i kortene og beregne usikkerheden, kræver det altså, at det enkelte medie udleverer en oversigt over standardafvigelser, antal svarpersoner og de målte karaktergennemsnit – for hver minister. Herefter skal det hele blot plottes ind i et regneark. En simpel formel (=KONFIDENSINTERVAL) gør resten af arbejdet for dig.

Jeg kontaktede Jyllands-Posten, og de sendte mig uden videre tallene. Her er resultatet:

 

N er antal svar for hver enkelt minister. Øvre og Nedre er konfidensintervallernes grænseværdier. Der er i formlen anvendt et 95 procents sikkerhedsniveau.

Men er folk ikke flintrende ligeglade med standardafvigelser og konfidensintervaller? Sikkert, men kan man som medie eller journalist være ligeglad med, om vinklingen og konklusionerne holder?

Heldigvis lader hverken Jyllands-Posten eller Ugebrevet A4 til at være ligeglade. Jyllands-Posten var, trods den manglende formidling af usikkerheden, i stand til at sende mig overbevisende dokumentation. Og den statistiske usikkerhed rokker ikke ved, at Margrethe Vestager faktisk ER den aktuelle vinder, og at Carsten Hansen og Ole Sohn får den ringeste bedømmelse i befolkningen. Så formidlingen af resultaterne er også i orden. Tjek selv tallene.

 Note: Jeg har kun kontaktet Jyllands-Posten, da formålet med indlægget primært er at demonstrere metoden. Ugebrevet A4s tilsvarende undersøgelse er nævnt for fuldstændighedens skyld. Berlingske har gennemført en tilsvarende undersøgelse, men de tager betaling for adgang til resultaterne, som derfor ikke er umiddelbart tilgængelige.

Målingerne ramte skævt

Gårsdagens valgresultat vækker næppe professionel begejstring hos landets meningsmålingsinstitutter. Ved valget i 2007 ramte institutterne således noget tættere på resultatet, end tilfældet har været i år.

Her er overblikket over institutternes fejlprocenter*. I tabellen kan du også se fejlprocenter for Berlingske Barometer, Altingets gennemsnit og det uvægtede gennemsnit, som dagligt er blevet præsenteret her på siden.

Gallup kom i år tættest på med en fejlprocent på 2,4. Til sammenligning havde Megafon og Catinét i 2007 fejlprocenter på blot 1,2 og 1,8. Ingen af gennemsnitsmålene kom for alvor tæt på, men de blev dog kun slået af Gallup. Det uvægtede gennemsnit af de seneste 5 målinger viste sig at være mindst lige så retvisende, som Berlingske Barometer og Altingets mere avancerede modeller.

Hvad gik galt? Venstre og SF snød institutterne. Henholdsvis positivt og negativt. Omvendt lykkedes det i år at estimere tilslutningen til Dansk Folkeparti – noget som voldte enkelte institutter store problemer i 2007.

Tidsfaktoren spiller naturligvis en rolle: Der kan ske noget politisk på selve valgdagen, som målingerne ikke når at registrere. Men det er svært at pege på noget konkret ved årets valg. Måske er svaret helt enkelt, at institutterne ikke fik estimeret tvivlerne godt nok.

Hør indslag i Detektor på P1, hvor jeg udtaler mig om, hvordan målingerne ramte.

*Fejlprocent betyder, hvor mange procentpoint, der skal flyttes i en måling for at ramme valgresultatet. fejlprocenten er beregnet som summen (numerisk) af forskellene mellem de enkelte partiers valgresultatet og den enkelte målings estimat af samme. Summen er herefter divideret med to. Summen divideres med to, for at fejl ikke kommer til at tælle dobbelt (hvis et parti estimeres for højt, vil et andet parti jo nødvendigvis estimeres for lavt, når summen skal give 100%). Modellen er udarbejdet af Søren Risbjerg Thomsen, professor og valgekspert, Aarhus Universitet.

Drop enkeltmålingerne

Opdateret 15. september kl. 9:00 (5 målinger fra Gallup, Epinion, Megafon, Voxmeter og Rambøll)

Drop nu enkeltmålingerne og se på nogle gennemsnitsmål over tid i stedet. Nogenlunde sådan har jeg – og mange andre – sagt og skrevet den seneste uge. For hvad skal man stille op med 6 nye daglige meningsmålinger, som stritter indbyrdes?

Berlingske Barometer formidler sådan et dagligt gennemsnit, og dem ville jeg egentlig gerne anbefale. Men jeg ved ikke, hvordan de gør! “En avanceret model ligger til grund for beregningen” – sådan skriver de, på deres hjemmeside. Nogenlunde som ethvert andet analysefirma ville skrive det. Nå nej, Berlingske er jo ikke et analysefirma. Eller er de? Deres fremgangsmåde er under alle omstændigheder en forretningshemmelighed. Læseren må derfor bare stole på, at journalisterne og researchafdelingen er kloge og har ret. Hmm…

Jeg har derfor sat mig for hver dag at formidle et simpelt gennemsnit baseret på de seneste målinger fra 5-6 institutter* med svar indsamlet de seneste 3 dage** (tabellen opdateres dagligt – klik på den for fuld størrelse):


Nu er det simple gennemsnit jo hverken avanceret eller hemmeligt. Men baseret på de første 3 sammenligninger (4.-6.  5.-7.  og 6.-8. september) så rammer det en anelse anderledes end Berlingskes gennemsnit. Hvad kan det skyldes? Formentlig, at Berlingske medtager flere ældre målinger i deres vægtede gennemsnit. Det simple gennemsnit her på siden er i så fald mere følsomt over for dag-til-dag udviklinger.

Men er gennemsnittet så til at stole på? Ja, det lever i hvert fald op til kravene om aktualitet kombineret med mange svar, og det er givetvis bedre end alle de daglige enkeltmålinger. Med en stikprøve på ca. 6000 repræsentativt udvalgte svarpersoner bør gennemsnittet tegne et temmelig retvisende billede. Den matematiske usikkerhed er reduceret til maksimalt 1,3 procentpoint (plus/minus). Tjek selv med beregneren på denne hjemmeside (beregn usikkerhed 1 andel).

Vær opmærksom på, at der dagligt “kun” udskiftes ca. 2000 svarpersoner i de valgte målinger. Det betyder, at dag-til-dag udviklinger mellem blokkene baserer sig på disse 2000 nye svar – og ikke 6000 nye svar.

*Gennemsnittet er baseret på daglige målinger fra typisk Gallup, Epinion, Megafon, Voxmeter, Rambøll og Norstat.

**Svarene er indsamlet over tre dage. Institutterne anvender rullende målinger.

Rullende meningsmålinger og journalistiske fatamorganaer

Meningsmålingsinstitutterne benytter rullende målinger under valgkampen. En rullende måling består typisk af 2/3 svar, som er 1-3 dage gamle, og så 1/3 nye svar. Det betyder, at de målinger, vi præsenteres for som dugfriske og øjebliksbilleder, i virkeligheden for hovedpartens vedkommende består af gamle svar. Derfor ligner de hinanden. Derfor bider forskelle mellem institutterne sig fast. Og derfor er det et journalistisk fatamorgana, når man tror, at politisk spin, nye væksttal eller ny fnidder hos blå blok kan aflæses umiddelbart i de seneste målinger.

Læs hele blogindlægget på DMJXs valgblog

Læs også interview på journalisten.dk om samme

Eller hør indslag på P1-programmet  Detektor fra 7. september

Hvad sker der med de meningsmålinger?

Så skete det igen. To samtidige meningsmålinger, der peger i hver sin retning. Gallup kom torsdag ud med en måling, der viste et overraskende svagt rødt flertal på 50,6 procent af stemmerne. Men senere samme dag kom Epinion så med en lige så dugfrisk måling, som viste et markant og øget rødt flertal på 55,5 procent af stemmerne.

Politiken konstaterede herefter, at meningsmålingerne er hamrende uenige, men lod det blive ved konstateringen. Berlingske Tidende gik videre og forsøgte at forklare, hvordan det kan lade sig gøre og hvad, der er op og ned. Jeg giver selv en forklaring i Berlingskes artikel.

Vi har det seneste års tid set flere af den slags – for mange mennesker overraskende – sammenfald af modstridende meningsmålinger, bl.a. efter Lars Løkke Rasmussens lancering af efterlønsreformen, som i en enkelt måling resulterede i en – tilsyneladende – voldsom borgerlig fremgang. Men er det nu så overraskende endda?

I de konkrete målinger, hvor de to blokke ligger tæt omkring 50 procent, er den statistiske usikkerhed ca. +- 3 procentpoint med 95 procents sikkerhed. Målingen, som viser ca. 51 procent til rød blok, indikerer altså, at befolkningens tilslutning til rød blok ligger mellem 48 og 54 procent. Men altså “kun” med 95 procents sikkerhed. Ca. hver 20. måling (de sidste 5 procent) vil give en forkert indikation af befolkningens tilslutning. Man vil med andre ord ca. hver 20. gang ramme mere skævt end +- 3 procentpoint med sin stikprøve. Og det endda under forudsætning af, at stikprøven er udtrukket korrekt, og at ingen andre faktorer spiller ind. Men det gør de.

Der er nemlig altid risiko for systematiske fejl, når man spørger levende mennesker. Eksemplerne er legio: Folk er i tvivl om, hvad de vil stemme, og hvor hårdt skal man så presse dem for et svar? Folk husker forkert, når de skal svare på, hvad de stemte ved seneste folketingsvalg. Folk svarer uærligt. Folk ønsker ikke at deltage eller kan ikke træffes med lav svarprocent som konsekvens. Osv. Osv. Med alle disse potentielle fejlkilder skulle man måske forvente, at institutterne ramte meget mere forbi, end tilfældet faktisk er. Meningsmålingsinstitutterne er imidlertid ret skrappe til at korrigere for potentielle fejl og “kvalitetssikre” deres stikprøver. Kvoter, stratificering, vægtning og miksede indsamlingsmetoder indgår i deres værktøjskasser.

Tilbage står dog, at modstridende og misvisende undersøgelser er umulige helt at undgå, og der er al mulig grund til at mejsle den kendsgerning fast i læserens bevidsthed. Man skal ikke tage enkeltmålinger FOR alvorligt.

Heldigvis er flere medier begyndt at gribe i egen barm og forholde sig kritisk til brugen af meningsmålinger som sandhedsvidne. Men som regel for en meget kort bemærkning. Det ville klæde medierne at indføre en fast varedeklaration på den slags undersøgelser og formidle resultaterne med de nødvendige forbehold.

Meningsmålinger i selvsving

Radikale henter vælgere til rød blok“, viser ny Gallup-måling. Og “Afstanden mellem rød blok og blå blok bliver mindre“, viser ny Megafon-måling.

Vi oversvømmes i disse dage af meningsmålinger, og politikere, kommentatorer og valgforskere udlægger beredvilligt dagens marginale bevægelser. Ikke underligt, i en periode med udsigt til valg. Heller ikke underligt, at mange efterhånden har det siddende langt oppe i halsen.

Den seneste uge har budt på intet mindre end 6 dugfriske målinger:

(klik på tabellen for at se den i fuld størrelse)

Partierne svinger i målingerne omkring 1-3 procentpoint med de største udsving hos de største partier. Helt som forventet og alt sammen inden for den statistiske usikkerhed. Det eneste overraskende er, at Greens i deres måling har Liberal Alliance til blot at få 2,7 procent af stemmerne. Det ligner en forbier fra Greens – og ikke et udtryk for en faktisk vælgerbevægelse. Ja, indimellem skyder institutterne faktisk helt forbi i deres målinger. Ikke ofte, men det sker.

Målingerne giver alt i alt et udmærket fingerpeg om den aktuelle opbakning blandt vælgerne, og vi kan følge partiernes bevægelser over tid. Men om de Radikale står til 6 eller 7 procent, om SF står til 12, 13 eller 14 procent, og om Venstre står til 22, 23 eller 24 procent af stemmerne – det ved vi ikke. Valgforskerne ved det ikke. Politikerne ved det heller ikke. Til gengæld kan man se, at der ikke er noget i målingerne, som tyder på et vælgerskred.

Så der er faktisk ingen fornuftig grund til at spekulere for meget over de ganske små udsving i tallene. Men det gør man. De Radikales Morten Østergaard glæder sig over det tydelige skulderklap fra vælgerne. Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, glæder sig over ugens fremgang. Mens Venstre og SF tilsyneladende ikke har været friske på en kommentar til ugens “nedtur”.

Og vi andre kan blot konstatere, at der er gået selvsving i meningsmålingerne.

Thulesen Dahl kan sove roligt

Politiken præsenterer i dag endnu en Megafon-måling, hvor selv det største udsving, nemlig Venstres fremgang på 1,6 procentpoint, ligger inden for den statistiske usikkerhed. Med andre ord: Der er ikke nogen signifikante forskelle i forhold til målingen for en måned siden.

Den trykte avis konstaterer i overskriften, at der er ”Stilstand mellem blokkene”. En af tre kommentatorer, valgforsker Rune Stubager, siger i en kommentar, at ”Blokken er måske gået to mandater frem i forhold til sidste valg, men det er ikke statistisk sikkert”.

Det har han helt ret i.

Avisens dækning følger alligevel det forudsigelige spor:

  1. En meningsmåling viser meget små udsving. Ingen af disse udsving er statistisk holdbare, men mon ikke den politiske ordfører for det parti, der er gået mest frem, vil være rigtig glad for at få lov til at kommentere den?
  2. Jo, Venstres Ellen Trane Nørby vil da gerne i medierne med en begejstret kommentar til den tilsyneladende positive udvikling for hendes parti. Samtidig får målingens ”vinder” jo også lige indføjet en kommentar om ”den faldende arbejdsløshed og det skrumpende underskud i statskassen som positive resultater, som Danmark har blandt andet hendes parti at takke for”, og hvorfor skulle man dog gå glip af den mulighed for en politisk markering?
  3. Mon så ikke også, at en repræsentant for det parti, der tilsyneladende er gået mest tilbage, vil sige nogle ord om, at så lille en tilbagegang tillægger de da ikke nogen betydning?
  4. Jo, sørme om ikke Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, er citeret for disse ord: ”Udsving af den her størrelse tillægger vi ikke den store betydning”, og han vil i øvrigt ikke ligge søvnløs i nat på grund af det her.

Det har han absolut heller ikke nogen grund til på baggrund af denne måling. Spørgsmålet er, om målingen og især behandlingen af den får andre til at ligge vågen i bar ærgrelse over journalistikkens elendighed?

Superhelten Pytmand

Eller måske skal vi bare resignere og sige som Oliver Zahle (Superhelten Pytmand): Pyt med det. For når Bermuda-trekanten af institutter, kommentatorer og politikere først får en lejlighed til at føre sig frem, så forsvinder fornuften ned i det sorte hul. Og det er der åbenbart ikke noget at gøre ved …

Links
Præsentationen af målingen på politiken.dk
Seneste måling hos Megafon
Tjek selv tallene på vores beregner.

Herunder er et screendump af beregneren, hvor tallene for Venstres andel af stemmerne i de to seneste målinger er indtastet.