Så skete det igen. To samtidige meningsmålinger, der peger i hver sin retning. Gallup kom torsdag ud med en måling, der viste et overraskende svagt rødt flertal på 50,6 procent af stemmerne. Men senere samme dag kom Epinion så med en lige så dugfrisk måling, som viste et markant og øget rødt flertal på 55,5 procent af stemmerne.
Politiken konstaterede herefter, at meningsmålingerne er hamrende uenige, men lod det blive ved konstateringen. Berlingske Tidende gik videre og forsøgte at forklare, hvordan det kan lade sig gøre og hvad, der er op og ned. Jeg giver selv en forklaring i Berlingskes artikel.
Vi har det seneste års tid set flere af den slags – for mange mennesker overraskende – sammenfald af modstridende meningsmålinger, bl.a. efter Lars Løkke Rasmussens lancering af efterlønsreformen, som i en enkelt måling resulterede i en – tilsyneladende – voldsom borgerlig fremgang. Men er det nu så overraskende endda?
I de konkrete målinger, hvor de to blokke ligger tæt omkring 50 procent, er den statistiske usikkerhed ca. +- 3 procentpoint med 95 procents sikkerhed. Målingen, som viser ca. 51 procent til rød blok, indikerer altså, at befolkningens tilslutning til rød blok ligger mellem 48 og 54 procent. Men altså “kun” med 95 procents sikkerhed. Ca. hver 20. måling (de sidste 5 procent) vil give en forkert indikation af befolkningens tilslutning. Man vil med andre ord ca. hver 20. gang ramme mere skævt end +- 3 procentpoint med sin stikprøve. Og det endda under forudsætning af, at stikprøven er udtrukket korrekt, og at ingen andre faktorer spiller ind. Men det gør de.
Der er nemlig altid risiko for systematiske fejl, når man spørger levende mennesker. Eksemplerne er legio: Folk er i tvivl om, hvad de vil stemme, og hvor hårdt skal man så presse dem for et svar? Folk husker forkert, når de skal svare på, hvad de stemte ved seneste folketingsvalg. Folk svarer uærligt. Folk ønsker ikke at deltage eller kan ikke træffes med lav svarprocent som konsekvens. Osv. Osv. Med alle disse potentielle fejlkilder skulle man måske forvente, at institutterne ramte meget mere forbi, end tilfældet faktisk er. Meningsmålingsinstitutterne er imidlertid ret skrappe til at korrigere for potentielle fejl og “kvalitetssikre” deres stikprøver. Kvoter, stratificering, vægtning og miksede indsamlingsmetoder indgår i deres værktøjskasser.
Tilbage står dog, at modstridende og misvisende undersøgelser er umulige helt at undgå, og der er al mulig grund til at mejsle den kendsgerning fast i læserens bevidsthed. Man skal ikke tage enkeltmålinger FOR alvorligt.
Heldigvis er flere medier begyndt at gribe i egen barm og forholde sig kritisk til brugen af meningsmålinger som sandhedsvidne. Men som regel for en meget kort bemærkning. Det ville klæde medierne at indføre en fast varedeklaration på den slags undersøgelser og formidle resultaterne med de nødvendige forbehold.