Tag Archive for 'Skævhed'

Grønlandske Facebook-brugere strømmer til Siumut

En stikprøve på næsten 2.000 vælgere er ganske mange. Ikke mindst i Grønland, hvor 40.000 indbyggere kan stemme til valget på tirsdag. Det er den grønlandske avis Sermitsiaq.AG, der har fået så mange svar i en meningsmåling på avisens Facebook-side.

Men partiet Siumut, der står til en stor fremgang, skal nok ikke glæde sig for tidligt, for stikprøven kan vise sig at ramme ret meget ved siden af. Ud over den almindelige statistiske usikkerhed er det nemlig langt fra sikkert, at de 1.927 deltagere i meningsmålingen er repræsentative for de grønlandske vælgere. Der kan for eksempel stilles følgende spørgsmål til en eventuel skævhed:

  • Er det kun stemmeberettigede, der har deltaget i afstemningen på Facebook?
  • Er profilen for de grønlandske Facebook-brugere skæv i forhold til partivalg?
  • Er der en skævhed i forhold til, hvem der klikker ind på Sermitsiaq.AG’s Facebook-side?
  • Er især partiet Siumut bare god til at mobilisere sine tilhængere i forbindelse med den slags afstemninger – måske ud fra den betragtning, at medvind kan give ny gejst og yderligere opbakning?

Vi ved det ikke. Men vi ved, at det på andre tidspunkter i historien er gået galt med en meningsmåling, hvor man ikke har sikret sig, at stikprøven var udtaget simpelt og tilfældigt og dermed var repræsentativ for hele befolkningen. Det klassiske eksempel er fra kort før det amerikanske præsidentvalg i 1936, hvor den republikanske guvernør Landon stod til at vinde klart, men alligevel blev Franklin D. Roosevelt genvalgt med en historisk stor valgsejr.

Stikprøven ved meningsmålingen viste sig at være endog meget skæv, fordi den blandt andet kun omfattede forholdsvis velhavende amerikanere med et telefonapparat i huset.

Forud for det seneste Folketingsvalg foretog ekstrabladet.dk en måling, som ramte helt ved siden af landsresultatet samme dag. Dagen efter måtte avisen da også indrømme, at 84.608 ekstrabladet.dk-læsere godt kan tage fejl, selv om der var tale om landets største meningsmåling.

I forbindelse med det grønlandske valg har KNR, “Grønlands Radio”, i dag offentliggjort sin egen undersøgelse foretaget som en sms-afstemning a la X-Factor. “1.817 unikke mobiltelefoner”, 4,5 pct. af alle stemmeberettigede, deltog, og deres svar viser et noget andet resultat end Facebook-afstemningen hos Sermitsiaq.AG og omtales som en “chokmåling”. I forbindelse med den kan der imidlertid sættes mindst lige så store spørgsmålstegn ved deltagernes repræsentativitet.

Til både Sermitsiaq.AG’s og KNR’s ære skal nævnes, at de begge anfører, at der ikke er tale om videnskabelige, repræsentative undersøgelser. Hvad grønlænderne stemmer, ved vi på tirsdag.