Træk vejret og vind (måske) nobelpriser

Træk vejret. Gerne adskillige gange dagligt og gerne dybt ned i lungerne. Det øger dine chancer for at vinde en nobelpris. Sådan lyder konklusionen i det indlæg, som blandt andet forskeren Ann Cathrine Popowitz har fået optaget i tidsskriftet New Recommended Behaviour Journal. Den engelske forsker ser i indlægget nærmere på, om der er en sammenhæng mellem, hvor ofte og dybt et lands indbyggere i gennemsnit trækker vejret, og hvor mange nobelpriser et land modtager. Regressionsanalysen, som ligger bag, viser desuden det – for mange – overraskende resultat, at en helt afbrudt vejrtrækning alt andet lige vil føre til 2,3 nationale nobelpriser pr. 10 millioner indbyggere – over tid. Forskeren tilføjer dog, at den mulighed foreligger, at alt andet ikke er helt lige.

Okay, jeg kryber til korset. Hvis nogen måtte være i tvivl. Det er en joke. Der findes ikke nogen forsker ved navn Ann Cathrine Popowitz. Mig bekendt. Men joken står ikke alene.

Se blot denne historie fra Berlingske i dag: Drik mælk og vind (måske) nobelpriser. Og denne her, som for nylig gik den glade verdenspresse rundt: Spis chokolade og vind nobelpriser. Den er god nok – der står rigtige forskere bag historierne. Der er tilsyneladende blandt visse ansete forskere gået sport i at offentliggøre indlæg og notitser, som ikke holder vand. Vel at mærke i anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

1000-kroners spørgsmålet må være: Hvorfor? For at se, om pressen hopper på den? For at drille kollegerne? Fordi de keder sig? Fordi de er trætte af altid at skulle fremstå troværdige og seriøse? Det er svært at forestille sig sådan en forbandet god og tvingende grund. Men nogen burde stille spørgsmålet.