For mange ældre går med ble

De fleste beboere på danske plejehjem går med ble, skrev Politiken sidste søndag i en artikel, hvor data var indhentet via en spørgeskemaundersøgelse til plejehjemsledere. Avisen skal have ros for at bruge det udmærkede rundspørge-værktøj til at sætte fokus på et væsentligt emne, som generelt ikke giver så mange prestige-point blandt journalister. Efter valgkampen er det faktisk også ganske befriende med en afbrydelse i den evindelige strøm af undersøgelser, der viser marginale udsving i meningstilkendegivelser fra ”et repræsentativt udsnit af den danske befolkning”.

En væsentlig detalje i Politikens undersøgelse, som avisen da også valgte at vinkle på i forsidehenvisningen, er plejehjemsledernes holdning: ”For mange ældre går med ble”. Nærlæsning viser, at den overskrift er baseret på, at 92,1 pct. af de plejehjemsledere, der har svaret på rundspørgen, tilkendegiver holdningen ”meget enig” eller ”enig” i udsagnet: ”De ældre bør komme på toilettet og i mindre grad gå med ble”.

Man kan indvende, at udsagnet er tæt på at være farvet, så det er vanskeligt at være uenig i. På den anden side må man også gå ud fra, at svarpersonerne kender til de faktiske forhold i plejehjemsbranchen og derfor også de argumenter, der taler for, at ældre bør går med ble, fx problemer med inkontinens. Derfor kan man godt konkludere, at det har været med i overvejelserne hos svarpersonerne, inden de tilkendegav deres grad af enighed i spørgsmålet.

92,1 pct. er en overbevisende andel også selv om svarpersonerne ikke er repræsentative for alle plejehjemsledere. Og det er de faktisk ikke, skriver Politiken selv. I faktaboksen ved undersøgelsen er der nemlig denne ”varedeklaration”:

”Politiken Research har i en spørgeskemaundersøgelse fået svar fra 381 ledere af plejehjem og -boliger ud af i alt 886 mulige. Plejehjemsledere fra i alt 86 kommuner har deltaget. Rundspørgen, som ikke er statistisk repræsentativ, men udtrykker en tendens, er foretaget i perioden 24.2.-7.3.2011”.

Det er faktisk en deklaration, som mange andre medier kunne lære af. Avisen har fået svar fra under halvdelen (43 pct.) af de mulige svarpersoner. Det er en ret lille andel, og avisen har åbenbart ikke grundlag for at påstå, at de, der har svaret, er repræsentative for alle plejehjemsledere. Derfor nøjes man med at kalde resultatet af undersøgelsen for ”en tendens”.

Andre steder i formidlingen er der malet med en mere bred pensel på den måde, at man uden forbehold generaliserer til alle plejehjem i Danmark med ordene ”på halvdelene af plejehjemmene” og ”på hvert andet plejehjem”. Det vælger jeg i denne omgang at se mindre alvorligt på, når forbeholdet er nævnt i en forbilledlig deklaration. Og ”tendensen” i avisens undersøgelse er da både interessant, alvorlig og tankevækkende.