40 borgmestre forventer mere udlicitering

Under overskriften ”Borgmestre byder private virksomheder indenfor” bragte gårsdagens Berlingske (side 10-11 i Business-sektionen) resultatet af en rundspørge til landets borgmestre. Artiklen illustrerer på glimrende vis hele tre pointer i vores bog:

  • Det kan være vanskeligt at få kilder tæt ved magtens top til at svare på spørgeskemaer
  • Ved rundspørger skal man være omhyggelig med at vurdere frafald
  • Ved færre end 100 svarpersoner bør man ikke omregne til procent

Danmark har 98 borgmestre, hvis man ser bort fra de seks ”underborgmestre” i København. Ved det centrale spørgsmål har 54 borgmestre markeret deres holdning. Man må gå ud fra, at Berlingske Research har gjort en anstrengelse for at få så mange som muligt til at svare og dermed gøre undersøgelsen pålidelig. Antallet af svar viser altså, hvor vanskeligt det er at få kommunernes topfolk til at svare på spørgsmål fra selv en seriøs, landsdækkende avis.

Ved store rundspørger kan en svarprocent på 55 være tilfredsstillende, men ved en så lille og politisk sammensat population er den katastrofal lav. Som læsere efterlades man i hvert fald med en stor tvivl, om de indkomne svar nu også kan generaliseres til samtlige borgmestre. Hvordan er frafaldet for eksempel fordelt på de forskellige partier? For man kan vel godt regne med, at holdningen til emnet – udlicitering af velfærdsopgaver – også kan have noget at gøre med borgmesterens politiske farve – eller hvad?

I det spørgsmål bliver man ikke klogere af at læse avisen. Kontakter man Berlingske Research, bliver man henvist til at købe rapporten bag tallene. Den koster 99 kr.

Af rapporten fremgår det, at politisk tilhørsforhold har stor betydning. Andelen af borgmestre, der forventer eller planlægger mere ”konkurrenceudsættelse” i de kommende fem år, er væsentlig større blandt borgmestre med medlemskab hos Det Konservative Folkeparti og Venstre end på den modsatte politiske fløj.

Derfor har det selvfølgelig betydning, når frafaldet rent faktisk er skævt. Mindre end hver anden socialdemokratiske borgmester har svaret på spørgsmålet, mens det gælder næsten to ud af tre borgmestre fra Venstre og De Konservative.

Der er også andre typer af skævheder. Borgmestre fra store byer som København, Aarhus og Odense har ikke svaret. Dermed repræsenterer borgmestrene, der har svaret på spørgsmålet om forventninger til udlicitering, mindre end halvdelen af den danske befolkning. Og de, der har svaret ja, repræsenterer kun en tredjedel.

Der er altså store problemer ved den formulering, som Berlingske bruger i underrubrikken: ”To ud af tre borgmestre planlægger at sende endnu flere offentlige opgaver af sted til private virksomheder i løbet af de næste fem år”. Ud fra undersøgelsen kan vi kun konkludere, at 40 borgmestre forventer eller planlægger, at deres kommune vil konkurrenceudsætte mere i løbet af de næste fem år.

Også rubrikken ”Borgmestre byder private virksomheder indenfor” er udsat for mere end blot en journalistisk stramning. Andre spørgsmål i undersøgelsen viser nemlig, at kun 24 af svarpersonerne ser et potentiale i mere konkurrenceudsættelse, at erfaringerne med udlicitering er noget lunkne, og at kun seks socialdemokratiske borgmestre mener, at man generelt skal konkurrenceudsætte mere i Danmark.

Borgmesterkæden sidder om halsen på en socialdemokrat i præcis halvdelen af landets 98 kommuner.

Repræsentativ undersøgelse?

“Skoleledere dumper plan om elever i verdensklasse” – sådan kunne man forleden læse på Politiken.dk.

“elever i verdensklasse” refererer til regeringens nyligt fremlagte målsætning om, at børn, der startede i skole i sommer, skal være blandt top 5 i verden til at læse og regne, når de forlader skolen i 2020.

Politiken Research har spurgt ca. 1500 skoleledere, om de mener, at målsætningen er realistisk. Det mener blot 16 procent af de 600 skoleledere, som faktisk svarede. Men er de 600 svar tilstrækkeligt til, at man kan generalisere og skrive, at “danske skoleledere dumper …”?

Svaret er nej. 600 svar er ganske vist mange, og en svarprocent på 40 er god for denne type undersøgelser. Men vi ved ikke, om svarene er repræsentative for hele populationen af skoleledere. Man kan fx forestille sig, at skoleledere, som er utilfredse med regeringens udspil, har følt større incitament til at svare end skoleledere, som forholder sig mere neutralt.

Politiken vinkler i første omgang for skarpt, men løser herefter problemstillingen fint med følgende kommentar indsat nederst i artiklen:

Rettelse: Der stod i en tidligere version af denne artikel, at 16 procent af alle skoleledere finder det urealistisk, at danske børn om ni år er blandt verdens bedste til at læse og regne. Det er 16 procent af de skoleledere, der svarede i vores rundspørge, der har den opfattelse.

Et godt eksempel på, hvordan man i formidlingen tager de nødvendige forbehold.